Konfirmation

Kommende konfirmationsdatoer:

Gevninge og Herslev:

Store Bededag d. 5. maj 2023

Efter bortskaffelsen af Store Bededag har Herslev-Gevninge-Kornerup kirkers menighedsråd i fællesskab med sognenes præst besluttet, at konfirmationerne fremover vil ligge i weekenden før Kr. Himmelfart.  

Datoerne er som følger: 

Herslev Gevninge Kornerup
2024 Lørdag 4. maj  Lørdag 4. maj  Søndag 5. maj
2025 Lørdag 24. maj  Lørdag 24. maj  Søndag 25. maj 
2026 Lørdag 9. maj  Lørdag 9. maj  Søndag 10. maj 
2027 Lørdag 1. maj  Lørdag 1. maj  Søndag 2. maj 
2028 Lørdag 20. maj  Lørdag 20.maj  Søndag 21. maj 
2029 Lørdag 5. maj  Lørdag 5. maj  Søndag 6. maj 
2030 Lørdag 25. maj  Lørdag 25. maj  Søndag 26. maj 
2031 Lørdag 17. maj  Lørdag 17. maj  Søndag 18. maj 
2032 Lørdag 1. maj  Lørdag 1. maj  Søndag 2. maj 
2033 Lørdag 21. maj  Lørdag 21. maj  Søndag 22. maj 

 

TIL KONFIRMANDEN
Da du blev døbt, sagde dine forældre ja på dine vegne. Ved konfirmationen er det din egen tur til at sige ja til den kristne tro. Ved konfirmationen bekræfter Gud det løfte, han gav, da du blev døbt. Nemlig løftet om altid at være der for dig. Også når du nu går fra at være barn til at være ung, for konfirmationen er det kirkelige ritual, der markerer overgangen fra barndom til ungdom.

Mange konfirmander er i tvivl, om de nu tror rigtigt eller nok til at blive konfirmeret. Men man kan ikke sætte tro på formler, så det handler ikke om at tro nok. Tro handler også om tvivl. Og så er det så heldigt, at det ikke kun er dig, der skal sige ja ved konfirmationen. Det er nemlig først og fremmest Gud, der bekræfter at være med dig. Så man kan sige, at du ved konfirmationen ikke siger noget om, hvor meget eller lidt, du tror. Men du siger ja til at blive velsignet og til at Gud er en del af dit liv.
Du skal dog være døbt for at kunne blive konfirmeret, så hvis du ikke allerede er døbt, skal du døbes, før du kan blive konfirmeret.

 

 

Konfirmationsforberedelse i Gevninge Kirke foregår lige for tiden på onsdage i Gevninge Kirke. At ”gå til præst” er lidt som at gå til fodbold, spejder eller motorlære. Vi mødes en gang om ugen, hvor du lærer en masse forskellige ting. Når man går til præst lærer du om Gud og Jesus. Vi snakker om livets store spørgsmål, og alt det der virkelig betyder noget. Om kærlighed. Om venner. Men også om hvad der sker, når man dør. Og om at være ked af det. Vi læser, ser film, laver rollespil og skal på konfirmandlejr, hvor vi skal på jagt efter kristendommen.

Ud over konfirmationsforberedelsen skal du deltage i mindst 8 gudstjenester op til din konfirmation. Blandt andet i den ungdomsgudstjeneste, du skal være med til at lave sammen med de andre på dit hold.

Sådan foregår selve konfirmationen

Ved konfirmationer i Gevninge og Kornerup Kirker går præster og konfirmander ind i kirken sammen. Som konfirmand får du din helt egen plads – nemlig på en stol ud for den stolerække, hvor din familie sidder.
Konfirmationen begynder som en almindelig gudstjeneste med indgangsbøn, salme og læsning fra Bibelen. Så holder præsten en kort prædiken, der også er en tale til jer konfirmander. Og I siger trosbekendelsen sammen.

Selve ritualet foregår oppe ved alteret, hvor I konfirmander knæler. Præsten siger hver enkelt konfirmands navn, og du bekræfter troskendelsen ved at sige ja og blive velsignet. Bagefter siger præsten et bibelvers – dit helt eget konfirmationsord, som du kan tage med videre ud i livet.
Når alle er blevet konfirmeret, slutter I af med at sige fadervor sammen.
Resten af gudstjenesten sidder du nede på din plads, og alle konfirmander forlader kirken i procession sammen med præsten før resten af menigheden.

IMG_6115

Foto: Mette Østergaard